VEDTÆGTER


for


VA Badminton, 4. række Syd

 

Paragraf 1.

Foreningens navn er "VA Badminton, 4. række Syd".

Foreningens hjemsted er Albertslund kommune.

Adressen er altid formandens adresse. Formanden skal have bopæl i Albertslund kommune.

Paragraf 2.

Foreningens formål er primært at aktivere flest muligt personer inden for badmintonsportens rammer, sekundært at arrangere selskabelige sammenkomster samt efter bestyrelsens skøn at forestå diverse fritidsaktiviteter til gavn for klubbens fællesskab.

Paragraf 3.

Foreningen er åben for alle som anerkender foreningens vedtægter og formål, og som har betalt kontingent.

Den årlige ordinære generalforsamling er foreningens øverste myndighed.

Den daglige ledelse forestås af bestyrelsen. Bestyrelsen består af en formand, næstformand, en kasserer samt 2 menige bestyrelsesmedlemmer.

Kasseren har bl.a. til opgave at bogføre foreningens regnskaber.

Generalforsamlingen vælger blandt foreningens medlemmer i lige årstal for to år ad gangen formand, og et mening bestyrelsesmedlem.

I ulige år vælges for to år blandt foreningens medlemmer en næstformand og et bestyrelsesmedlem, samt kasseren.

De kandidater, som har opnåede flest af medlemmers stemmer er valgt. Der kan stemmes ved fuldmagt.

Revisor og revisorsuppleant vælges hvert år.

Alle medlemmer kan stille op til bestyrelsen, dog skal formanden være boende i Albertslund kommune.

Bestyrelsen konstituerer sig snarest efter valget med en sekretær.

Paragraf 4.

Formanden repræsenterer foreningen udadtil i overensstemmelse med beslutninger vedtaget på foreningens generalforsamling eller af et flertal i bestyrelsen. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, nær der deltager mindst 4 medlemmer af bestyrelsen. I tilfælde af stemmelighed, er formandens stemme afgørende.

Paragraf 5.

Kassereren opbevarer foreningens midler.

Paragraf 6.

Foreningens generalforsamlinger afholdes i Albertslund kommune.

Generalforsamlinger indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages og højst 4 ugers varsel. Indkaldelsen sker ved almindeligt brev til medlemmerne på den af dem senest opgivne adresse.

Indkaldelsen skal indeholde dagsordenen for generalforsamlingen. Såfremt der skal behandles forslag, til hvis vedtagelse særlig majoritet kræves, skal dette fremgå i indkaldelsen.

Foreningens ordinære generalforsamling skal afholdes senest 3 måneder efter regnskabsårets udløb.

Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes efter en generalforsamlings vedtagelse, bestyrelsens beslutning, anmodning herom fra foreningens revisor eller bestyrelsens modtagelse af skriftlig anmodning derom fra mindst 5 medlemmer af foreningen. Inden 14 dage herefter skal indkaldelsen ske med det efter vedtægten kortest mulige varsel.

Paragraf 7.

Dagsordenen for foreningens ordinære generalforsamlinger skal omfatte:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Godkendelse af regnskab
  4. Indkomne forslag
  5. Valg af formand/næstformand
  6. Valg af kasserer/bestyrelsesmedlemmer
  7. Valg af revisor/revisorsuppleant
  8. Eventuelt

Forslag fra medlemmerne skal for at blive behandlet på den ordinære generalforsamling være indgivet til foreningens formand senest 7 dage før generalforsamlingen.

Paragraf 8.

Hvert medlem har én stemme på generalforsamlingen. Der kan stemmes ved fuldmagt.

Generalforsamlingens valg eller beslutninger kan ikke efterfølgende anfægtes af fuldmagtsgiver under anbringende af fuldmægtigens misbrug af fuldmagten.

Paragraf 9.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, som ikke må være medlem af bestyrelsen.

Alle medlemmer, der ikke er i kontingentrestance, er fuldgyldige medlemmer med stemmeret på foreningens generalforsamlinger.

På generalforsamlingen kan der kun træffes beslutning om forhold, der er optaget på dagsordenen samt ændringsforslag hertil.

De på generalforsamlingen behandlede anliggender afgøres ved simpel stemmeflerhed, medmindre andet foreskrives i lov eller i vedtægterne. Skriftlig afstemning foretages, såfremt flertallet af de fremmødte stemmer herfor.

I tilfælde af stemmelighed bortfalder beslutningsforslag, medens stemmelighed ved valg af bestyrelsesmedlemmer medfører øjeblikkelig ny afstemning. Såfremt der ved den nye afstemning fortsat konstateres stemmelighed, afgøres valget ved lodtrækning foretaget af dirigenten.

Til vedtagelse af beslutning om ændringer af vedtægterne eller foreningens opløsning kræves tiltrædelse af mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

Paragraf 10.

Umiddelbart efter regnskabsårets udlæb udfærdiger kassereren årsregnskab. Årsregnskabet overgives til foreningens revisor så betids, at regnskabet kan forelægges på generalforsamlingen.

Paragraf 11.

Et medlem, der modvirker foreningens formål og beslutninger eller på anden måde udviser illoyal optræden, kan uden varsel udelukkes af foreningen efter bestyrelsens beslutning.

Et medlem, der er i restance og som trods påkrav ikke betaler restancen, kan af bestyrelsen udelukkes af foreningen.

Genoptagelse af udelukkede medlemmer kan kun ske efter beslutning af et flertal af bestyrelsen, der samtidig fastsætter vilkærene for genoptagelse.

Paragraf 12.

Foreningen tegnes af bestyrelsens formand i forening med kassereren og et bestyrelsesmedlem, af foreningens næstformand i forening med kassereren samt et bestyrelsesmedlem eller af den samlede bestyrelse.

Paragraf 13.

Selskabets regnskabsår løber fra 1-1 til 31-12.

Første regnskabsår går dog fra foreningens stiftelse den 7. april 2001 til 31. december 2001.

Paragraf 14.

Foreningen kan kun opløses, når mindst 2/3 af foreningens medlemmer på to efter hinanden følgende generalforsamlinger, ved skriftlig afstemning, stemmer herfor.

I tilfælde af opløsning skal foreningens midler tilfalde almennyttige formål. Midlerne afleveres til Albertslund kommunes idrætsudvalg for anvendelse til ungdomsarbejde.


Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 7. april 2001.